mandag den 12. november 2012

Arbejdsdag

Igår var der en murer-arbejdsmand inde i mit system. Lad os kalde ham Bob. Og han holdte ikke søndagsfri. Bob pendlede frem og tilbage imellem mit hoved og min mave. I hovedet var han grundig med sin mukkert. Systematisk igang med at bryde mit kranie ned, hamrede han dagen lang løs på indersiden af min skal.
I min mave hoppede han frem og tilbage som om min mavesæk var en anden hoppeborg til fri afbenyttelse. Og Gud nåde den som skulle forstyrre Bobs morskaber - bare den mindste bevægelse eller den mindste skive tørrede brød, og så var fanden løs. Så tog han fat i den nederste del af mavesækken, fastgjorde det i sine overalls hvorefter han begyndte sin rejse op igennem mit spiserør. Støt og langsomt klatrede han op, mens han for hvert skridt fastgjorde sine store arbejdssko solidt på indersiden af min hals. Når han kom til toppen og næsten kunne kigge ud over tungen, så slap han mavesækken så den drattede ned igennem hele systemet med et ordentligt rabalder, og rystede rundt med en sådan kraft at man skulle tro Dommedag var nær!!

Puha! Nu er det heldigvis mandag, og Bob er skredet. Jeg krydser fingre for at den totalrenovation han havde gang i igår, ikke behøver mere arbejde den nærmeste tid!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar