mandag den 31. oktober 2011

Kontrast...

I lørdags var jeg til fødselsdagsfest hos en veninde tilbage fra min gymnasietid. Med til festen var blandt andre resten af vores madclub, og det er veninder jeg holder meget af og ses jævnligt med. Snakken gik og vi fik lækker mad bestående udelukkende af fødselarens livretter. På et tidspunkt efter middagen, havde Mama Joe noget vigtigt at vise os. Hun er den første i vores flok som er blevet gift og blevet mor, og nu er hun også blevet husejer. Det er store sager, synes jeg. Hvad hun gerne ville vise os, var tegninger af hendes nye hus og en forestående ombygning. I lang tid diskuterede vi ruminddeling og deslige, for og i mod antal børneværelser, køkken-alrum og placering af radiatorer.

Jeg kom hjem ved 3-tiden, og da var min roomie endnu ikke kommet hjem. Da jeg stod op søndag formiddag og gik ud i entreen, undrede jeg mig over, at lyset var tændt i hele hytten. Jeg vendte mig spændt mod stuen, hvor jeg til min store overraskelse fik øje på roomie - sovende, halvt liggende i sofaen, i fuld krigsmaling og cocktailkjole og med en pose chips på maven. Jeg var lige ved at dejse om af grin, men lukkede i stedet døren, for den brandert skulle på ingen måde forstyrres.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar