Slam Dunk

Av, for en dejlig søndagsbeskæftigelse vi har forsøgt os med idag. Vi har været til basketkamp i NBA ligaen og set Toronto Raptors kæmpe imod San Antonio Spurs.

Det var en super fed oplevelse, og selvom vi sad laaaaaangt oppe på lægterne, så var det meget tydeligt at det var nogle lange starutter som løb rundt nede på banen. Fy faaaan, de fik det til at se let ud.

Desværre tabte Toronto Raptors kampen, men der var spænding til sidste sekund. Det ses tydeligt hos min sidemand på klapstolene...

Under hele kampen var der en helt fantastisk stemning med god musik, lækre damer i cheerleader-pauserne og knald på spillet. Det gør jeg gerne en anden gang!

Efter sådan en begivenhedsrig eftermiddag var det nu også dejligt at komme hjem i sofaen og slutte søndagen af som vi har gjort det de sidste ti uger...

Night at the museum #ROMFNL

I går var vi til fest på Royal Ontario Museum. De har holdt Friday Night Live en række fredage her i efteråret, og i går var temaet God Save the Queen. Vi var meget forventningsfulde da vi stod i kø for at komme ind...

...for vi havde hørt en masse godt om museumsfesterne. Vi blev mødt af denne store fyr...

...samt Austin Powers film på hele den ene endevæg. Der var god musik og folk på dansegulvet. Lange køer til baren og snackstationer rundt omkring. Hele underetagen var een stor fest, men på de andre etager var der baristaer og jazz, tjekkede barer og smarte mennesker. Og samtidig kunne man gå rundt og se på alle de udstillede dyr og dinosaurer. 

For at købe mad og drikkevarer skulle man bruge ROM Bucks...

Dem havde vi det sjovt med inden de gik til øl og Gin&Tonics...

Da vi besluttede os for at tage hjem, havde Krea stadig nogle ROM Bucks tilbage som hun ikke ville bruge. Omkring fem, vil jeg tro. Hun havde allermest lyst til at kaste dem ud i menneskemængden for at se horderne kaste sig frådende over dem. Vi overbeviste hende dog om at der var meeeeeget mere fornøjelse i en omgang fritter...

HAPS!

Et skrig på opmærksomhed

Når man skal holde kontakten med sin familie på den anden side af Atlanten ved lige, er chat-app'en WhatsApp et fremragende værktøj. Inge introducerede mig for hvordan hun havde en familiegruppe og derfor kunne chatte med hele sin familie på een gang, og nu er det så lykkedes mig at få den tech-savvy Martinsen Mørup'ske klan med på vognen. Og det er alt sammen meget godt. Men når man som både Inge og jeg, har nytilkomne små væsener i familien, så er det som om de har tendens til at overtage hele sendefladen. Således strømmer det ind med nuttede billeder, videoklip af spædbørn der selv vender sig rundt, de første forsøg på at tage et skridt og enestående situationer fra middagsbordet. Selvfølgelig efterfulgt af det ene åååhhhhhhh og iiihhhhhh efter det andet. Så sidder vi to mellembørn herovre i det store udland og føler os noget forbigået, så nu er det tunge skyts taget i brug...

Næste angreb bliver et klip af Inge som står og hopper, vinker og råber: "Se mig, se mig...HEJ, heeeeeej".

Nu er det snart weekendtid, og i aften skal vi til festivitas på Royal Ontario Museum. Stay tuned!

Pendler-liv

Det eneste tidspunkt pendler-liv er behageligt....

...er når jeg kan læne mig tilbage og lytte til den seneste podcast af Mads & Monopolet.

En ulykkesfugl

Når vi skal ud på den en time lange rejse til skole har vi tre muligheder. Vi kan enten tage bussen op til en subwaystation, eller gå eller tage sporvognen til en anden. Hver morgen når vi kommer ned på på gaden og er på vej op til krydset hvorfra sporvognen kører, ser vi den passere lige for snuden af os. Hver eneste morgen, det slår aldrig fejl.

Lige indtil jeg igår tog afsted en time før de andre og blev mødt af dette syn...

Det fremgår nok ikke så tydeligt, men det var rent faktisk hele to sporvogne som arriverede lige som jeg nåede krydset og var klar til at stige på. Jeg skyndte mig at sende billedet til Inge med beskeden om at det øjensynligt var hende som var skyld i den ringe sporvognskarma. Jeg tror ikke hun var helt overbevist før hun en time senere tog afsted mod skolen, kom ned på gaden og dette hændte...

Hej hej, sporvogn!

Og ja, det er sådan cirka spændingsniveauet her i Toronto for tiden...

Den første juleglede...

...hedder det på norsk! Og det var lige præcis den Inge og jeg oplevede i går da juletræet i Toronto blev tændt. De er rimelig vanvittige herovre, så der er allerede julepynt mig her og egg nog mig der - over det hele. Og så skulle juletræet tændes, hvilket vi måtte opleve. Sammen med resten af Toronto og opland. Hvilket måske fremgår af billedet...

...måske ikke! Der VAR mange mennesker. Mange som syntes de skulle møffe rundt med en klapvogn og mange som syntes det var den perfekte anledning til at lade deres toårige øve sig i at gå ned ad trapper selv. Det var en af de aftener hvor man op til flere gange blev befølt uden selv at have lagt op til det, for bagefter at vende sig om til en skov af mennesker og ikke ane hvem det var. Men det var også ekstremt hyggeligt og se selv hvor begejstrede vi var foran det tændte juletræ..

Bagefter var der fyrværkeri

Inge var både lidt forskrækket...

...men også ret betaget...

Vi sluttede aftenen af med et par dejlige ølle-bajere, og så er vi ellers klar til at det skal blive jul!

Idag har vi gået en lang tur i høj solskin og nydt den lyseblå himmel...

...og så arbejder jeg ihærdigt videre på de 20 kilo, her med en muffin kaldet Chocolate Blackout...

Hej weekend!

Hej juleparade, filmaften, kaffe-kos, Skype-dates, juletræstænding, skønlitteratur og rødvin. Så klarer jeg måske hjemveen alligevel.