Kvalmus Maximus

I går var jeg til fest med mit studie. Vi holdte middag i grupper af seks, og så skulle vi senere mødes på Karrierebar i Kødbyen. Jeg var ikke helt på toppen, og efter et par treoer havde jeg stadig ondt i hovedet og enormt meget kvalme. Alligevel tog jeg med på Karrierebar, men da jeg stod i køen til garderoben blev det alligevel for meget. Jeg styrtede ud på toilettet og ørlede, for at sige det ligeud, som en gal. Grundet toilettets rengøringsstandard, syntes jeg, at jeg måtte holde en vis sikkerhedsafstand. Dette resulterede imidlertid i en noget akavet opkast-stilling, hvorfor jeg af uransaglige årsager fik bræk i næsen. Ja, den er god nok. Lige meget hvor meget man forsøger med parfume og tyggegummi, så kan jeg afsløre at har man først fået bræk i næsen, så er det som om dunsten bare bliver siddende. Ikke helt optimalt når man forsøger at socialisere, og derfor måtte jeg al for tidligt tøffe hjem i seng.

Mød Mette!

Hun er noget af det bedste jeg ved. Og så er hun omtrent lige så glad for at forberede sig på vinterpolstringen som jeg er. Når vi ikke spiser, så er hun en haj til drenge-ting. For eksempel alt hvad der har med en boremaskine at gøre og ALLE typer spil. Her ses hun i en dramatisk og sindsoprivende omgang beer pong

Mette og jeg har engang cyklet fra Esbjerg til Odense på en dag. Een dag. Noget vi stadig er meget stolte af, og gerne benytter en hver lejlighed til at berette om. Og skulle jeg gøre sådan noget igen, så kunne jeg ikke forestille mig at gøre det med nogen anden end Mette!

Det er fedt at være voksen fordi...

...[03] at man, lige gyldigt hvor tæt man kommer på spisetid, altid selv må bestemme om der skal startes med chips!
Her min yndlingsvariant som bliver konsumeret i skrivende stund

Hjemme igen...

...efter en skøn tur til Milano. Hør engang min lille fortælling:

Hele turen foregik i raskt tempo, for der var så meget vi skulle se og så lidt tid til det

Milano bød på masser af indtryk...

...bedårende postkasser og sporvogne...

...og en bette kirke med modereklamer og andet gejl...

Alligevel kommer byen aldrig helt op på siden af hjertebarnet Paris i min bog.

Jeg forsøgte at gi' hjertesorger fuck-fingeren

Det var svært, men al den gode mad var til stor hjælp

Vi så på en forfærdelig masse italienske sko i jagten på den perfekte stilet

...også de mindre labre modeller stødte vi på

...yderligere kommentarer unødvendige!

Nu er jeg hjemme igen med røde bukser i garderoben og i en tilstand af øjeblikkeligt virkende betalingsstandsning. Sådan er det jo at leve livet.

På ønskelisten...

Jeg er på ingen måde frisk-luft-forskrækket. Nærmere det modsatte. Men når jeg om morgenen træder ud af mit varme brusebad, og bliver ramt af en mur af kold luft og et gulv som is, så er det ikke længere så sjovt. Så ville jeg ønske, at man kunne få badehåndklæderne med hætte fra min barndom, i voksenstørrelse. Brrrrrr, det ville være lækkert.

Leaving on a jetplane...

...sammen med min mor og lillesøster. Målet er Milano. Når vi kommer frem står den på mad, hygge, afslapning, kultur, butikker og mere mad. Og sikkert også et styks pinlig mor á la ham her

Det bliver skæppeskønt!

Noget om sludrechatoller...

Forleden talte jeg i telefon med min kammerat i en time. Aftenen inden, skulle jeg sludre fem minutter med Pips over Skype. Det blev til tre kvarter i stedet. Jeg kan åbenbart godt lide at tale i telefon. Meeeeeen jeg er også lært godt op. Min oldemor ejede i sin tid telefoncentralen i Nr. Nissum. Hun fik tre døtre som bosatte sig i tre forskellige byer, og her blev det at eje en telefoncentral altså ganske anvendeligt. Hun kunne nemlig ringe alle tre døtre op på samme tid, og så afholdte de ellers et datidens conference call. Min mor er vokset op med, at hendes mormor altid ringede midt i spisetiden. Så når min mormor satte sig til rette for at sludre med sin mor og to søstre, så vidste alle i familien, at de lige så godt kunne øse en ny portion mad op, og sætte den ind til min mormor. For det kunne godt tage sin tid at klare verdenssituationen over sådan et conference call...

Så mit telefonforbrug er vel lovlig undskyldt, eftersom det tydeligvis er en arv jeg stolt bærer videre fra mine forfædre!