Hvorfor får vi ALDRI majones!?

Nårh ja, så var der jo lige en tur til Ottawa. Og hvilken tur!?

Vi havde en skøn weekend som bød på uendelige spadsereture, mange gode øl, nye hovedbeklædninger, mad, mad og lidt mere mad. Ottawa er Canadas hovedstad og en utrolig hyggelig by omend en smule provinsiel. Den blev lokationen for min hosteldebut og et nyt low da jeg lørdag morgen, foran tre små børn med kæberne på fortovet og en åben turistbus, spulede hvad der føltes som 500 liter vand ud i en skraldespand, inden jeg krøb tilbage i min køjeseng for at kværne min diner-købte omelet som jeg havde fået med i en doggybag. Av, de canadiske øl er farlige!

En sådan weekendtur er jo en udemærket anledning til at bikse endnu en video sammen. Så på bedste amatørvis - med hoppende klip og dårlig lyd - kommer her en lille video under arbejdstitlen 'Hvorfor får vi ALDRI majones!?'. Jeg håber I får et indtryk af den betagende canadiske natur og Carla Rae Jepsen-performancen går ud til Petermand!

Go' weekend...  

Fjell-trold [altus creatura]

Altus Creatura! Her i Toronto bor jeg sammen med to pragteksemplarer af denne helt særlige art af norske hyggehoveder...

Altus creatura fungerer som udgangspunkt bedst om dagen, men serverer man en enkelt tequila eller en afkølet øl, så kan man til tider se dem udfolde sig i måneskin. De er utroligt udadvendte og sociale væsener, men kan nu og da fortrække til en hyggekrog hvorfra de vil nusse hinanden i håret og på armene. Åbner de munden kommer der en masse bedårende kvidder ud - ikke mange taler deres toner, men forstår man først en Altus Creatura, vil det være kilden til uendelige mængder af guldkorn. Altus Creatura indtager utrolige mængder af müsli, nødder og gryn (virkelig) og putter gerne hytteost i alt hvad de kan komme afsted med (!?). Skal man gøre en altus creatura rigtig glad skal man blot udtale 'røget ørred' på dansk. Dette vil som oftest forårsage et øjeblikkeligt sammenbrud af overdrevet latter og man kan herefter få creaturaen med på næsten hvad som helst, for eksempel at købe lakrids eller is eller lave en kop kaffe.

Mit ophold i Toronto har vist sig at være lidt af et naturvidenskabeligt studie ud i norske hyggehoveder - en art jeg for hver dag kommer til at holde mere af, og om hvem jeg håber at kunne indsamle tilstrækkeligt med data til et omfattende værk! <3

Onsdag igen

Kender I det, når man i en rus af storladenhed og søndagsblues kyler et og andet til vask med intentionen om at nu er det tid?
Så bliver det onsdag, og man har ikke fået vasket tøj. Ydmygt må man krybe imod sin vasketøjskurv, kigge sig over skulderen og listende snige sin arm ned langs indersiden. I blinde famler man febrilsk rundt til ens klamme hånd omfamler det ønskede objekt. Man hiver det hurtigt ud og sniffer kort til det. Og lad os være ærlige her, uanset hvad man får ud af det snif, så trækker man på skulderen og tænker at den er da helt fin... Altså kender I det? Hvis ikke, så var det noget jeg engang hørte en veninde fortælle!

Hvad tror I jeg har fisket op idag??

To vigtige ting på en onsdag...

1. At sidde på skolen 10 minutter før timen går igang, finde ud af at der idag ingen læsning var til sit IT-big-time-nørde-fag, og derfor for første gang være forberedt til undervisningen.

2. At have kommunikeret sine lakrids-lyster så effektivt at den sødeste fjell-trold nogensinde bringer disse herligheder hjem fra weekend i New York - HAPS!

Nuit Blanche

I weekenden var Krea-Kris og jeg til Torontos svar på Kulturnatten - Nuit Blanche. Det løber af stabelen fra solnedgang til solopgang og alt er gratis. Vi bor lige midt i Toronto og fornemmede fra lejligheden at der var godt gang i gaden. Så ved 22tiden, da granny 1 og 2 var ved at være kommet sig over fredagens tequilabrandert, besluttede vi os for at spadsere en tur. Vi stødte på en masse spændende ting. En kaffe-campingvogn...

...en fuldmåne...

...en mand i en boks som løste Rubik's Cube med et hav af tilskuere...

...og masser af andre kunstværker...

Der var masser af folk i gaden...

...og vi kan garantere for, at der også i Toronto er stive teenagere som tror Kulturnatten er deres sidste mulighed nogensinde for en brandert.

Dagen efter var vi inviteret til overdådig fødselsdag hos Philip...

...som havde det utrolige overskud (oveni cirka 700 afleveringer) at invitere alle han kender i Toronto på hjemmebag. Hatten af! Vi spadserede til fødselsdag og legede amatør-fotografer...

Og så stødte vi på et offer for det hårde gadeliv i Toronto...

Ellers stod søndagen på Mad Men, afslapning og så er den bløde porno på omgang i kollektivet...

This one time at band camp...

Av, jeg har vist været lidt sløv ved tasterne!? Jeg har åbenbart haft brug for lidt længere tid end forventet til at komme mig over en weekendtur med 180 studerende. Bevares, lokationen var i top og også det nærmeste selskab. Meeeen mine people skills kom altså på lidt af en prøve henover weekenden...

Vi tog fra campus fredag eftermiddag i en helt klassisk skolebus

I kender dem fra filmene, og den ser akkurat sådan ud i virkeligheden. Dog er den bygget med et minimum af bekvemmeligheder og til 10-årige børn. Ikke det bedste udgangspunkt for fire timers køretur nord for Toronto. Da Mr. Peppy som var vores bus-leder (vi kaldte ham konsekvent Bob, men han syntes vist ikke det var lige så sjovt som os) introducerede selskabslegen fra helvede var jeg nær sprunget ud af vinduet. Jeg beherskede mig og deltog velvilligt i legen som havde ganske simple regler. Een person skulle rejse sig op, og så skulle resten af bussen kollektivt gætte hvad denne person hed! Øøøøhhh, ved ikke lige hvordan det kunne virke som en god ide på nogen. Overhovedet. Herefter skulle man svare på spørgsmål fra overentusiastiske Bob, og han var jo en frisk fyr som kunne finde på alskens spændende ting vi alle gerne vil vide om hinanden. Som for eksempel hvilken familie man gerne ville være vokset op hos hvis man havde været adopteret, hvilken kendt personlighed man gerne ville møde og ufattelige mængder af andre fuldstændig ligegyldige ting. Aii, aii, aii. Efter en kort pause skreg han ud i bussen at nu skulle alle rotere og for Guds skyld ikke sætte sig sammen med de samme. Yay! Heldigvis var udsigten dejlig, og så kan fire timer med psyko-Bob jo gå hurtigt nok...

Endelig fremme og klar til en weekend med Schulympics (hvor vi i øvrigt ingen sport dyrkede, hvilket jo er meget logisk!?) - jeg var på Team Kiwi, juhuuu! Campen vi boede i var også som taget ud af en amerikansk film om børn på sommerlejr. En masse hytter, vi boede selvfølgelig i Girls Camp

...og sov i køjesenge...

Til frokost stod den på hotdogs og hamburgere...

Og om aftenen drak vi mange øl, oplevede folk gå fuldstændig bersærk til druklegen Flip-Cup og fik en ny ven i Juan Carlos...

Vi forstod aldrig helt hvad weekenden gik ud på, men heldigvis var naturen enormt skønt...

...og da jeg havde en lille outdoorsy-Fjell-trold-kind-of-gal ved min side, måtte det udnyttes...

Så weekenden gik alligevel hurtigt, og nu er det allerede over en uge siden. Tiden flyver. Den kommende weekend er Thanksgiving i Canada og dermed fridag på mandag. Derfor har vi besluttet at leje en bil og køre en tur til Ottawa. Her skal jeg have min Hostel-debut, så der skal nok blive utallige ting at berette om - quite the education! Heldigvis er jeg jo en sund og rask, jysk pige med ben i næsen, så forhåbentlig klarer jeg det også!? Fortsættelse følger...

...and the Freakshow continues!

Ligesom jeg havde skrevet det foregående indlæg var Ingvild og jeg ude for en oplevelse som må ligge skarpt i svinget til at slå alle de andre!
Vi tog sent hjem fra skolen, og da vi kom ind til byen var det allerede mørkt. Der hvor vi går op fra Subway'en på vores station, er der bare en enkelt trappe op til en sidegade lige ved en park. Vi gik og sludrede (på dansk/norsk) som sædvanligt og pludselig hørte vi en ganske nasal stemme: "Hello!" Vi kiggede op fra trappeopgangen og på gaden med hænderne på rækværket og blikket direkte ned på os på trappen stod en mand klædt helt i sort! "Are you from out of town?" Efter sigende skreg jeg af mine lungers fulde kraft, hoppede to meter op i luften [det tog noget tid før mit hjerte dumpede med kroppen ned igen] og satte tempoet gevaldigt i vejret. "I thought I heard an accent!", fortsatte dette grusomme menneske hvorefter han fulgte efter os i et desperat forsøg på kontakt. Inge var nær omkommet af grin mens jeg ængsteligt og febrilsk søgte til den anden side af gaden med Inge slæbende bag mig, kun for at fortryde og spæne tilbage igen da manden var gået videre.
Og sådan skulle der altså ikke mere til at forskrække os mig, men som Inge så ganske smukt udtrykte det: "...da er det då ganske trevligt at kjenne at man levår!" (efter egen norsk gengivelse - jeg bliver bedre og bedre!?).